En god nyhed, en stor tak og en bestemt opfordring fra bestyrelsen |
Kære medlem…. Først en god nyhed: Efter mange henvendelser fra jer medlemmer og en del forhandlinger med kommunen, er det lykkedes at få kommunen til at etablere en ekstra trappe på vores badebro. Vi havde håbet på en mere forkromet løsning med et helt nyt broanlæg i stil med den skitse, der blev præsenteret på generalforsamlingen. Men en ekstra nedgang til vandet vil alligevel styrke sikkerheden og nedbringe ventetiden for at komme ned i og op fra vandet. Arbejdet med forstærkning af den eksisterende bro og etableringen af en ekstra trappe bliver udført at NBC-Marina i løbet af uge 23 og kan medføre, at badebroen er lukket for brug en dag eller to, mens arbejdet udføres, hvilket jeg er sikker på, at I alle vil respektere. Herefter en tak for holdindsatsen:Stor tak til alle jer, der har hjulpet med at fjerne sandsækkene. Det gik imponerende hurtigt og ser rigtig flot ud. Nu er klubhuset klar til den varme sæson. Til slut en bestemt opfordring til alle bilister: En anden ting som bestyrelsen indtrængende vil bede alle bilister om at respektere er følgende tre forhold: 1) Der er en lovpligtig hastighedsbegrænsning på 30 km/t på hele havnens område af hensyn til alles sikkerhed og det skal selvsagt respekteres af alle året rundt. 2) Havnens personale flytter i denne tid rundt på stativer og både ifm. klargøring og isætning. Det gør de med store maskiner, som det kræver koncentration og plads at manøvrere rundt på havnens område. Det skal I alle respektere og give plads til. I skal ubetinget følge anvisninger fra havnens personale uden indvendinger og brok. Alternativet er, at havnefogeden spærrer af for al biltrafik på hele havnens område i foråret og efteråret, når der transporteres både rundt på havnen. Det vil være kedeligt for alle os badende, men bestyrelsen har fuld forståelse for og giver fuld opbakning til, at havnens personale skal have sikre og ordentlige arbejdsforhold og at de selvsagt ikke skal mødes med vrede og uordentlige kommentarer, når de beder bilister give plads og udvise hensyn. 3) Parker din bil hensynsfuldt og efter reglerne. Så er der plads til flere og så kan alle komme fra p-pladsen igen. Tag cyklen så tit som muligt. Det er både sundt og sjovt. Mvh Bestyrelsen |